Som ung pige boede jeg i en lille fiskerby på øen Terceira på Azorerne. Min mor havde meget få muligheder for at tjene penge, fordi hun kulturelt forventedes at blive hjemme og give gratis arbejdskraft til at støtte familien. Hendes eneste indtægtskilde var broderi. Der var nogen i landsbyen, der ville give de lokale damer broderi materialer, træning og mønstre. Det færdige arbejde blev eksporteret til europæiske lande. Mor broderet til at betale for hendes tøj som en enkelt kvinde, hendes brudekjole, husstandens behov, baby behov, og til at købe hver af hendes tre døtre en guld cross halskæde. Jeg tænker altid på hende, og hvordan hun var i stand til at tjene hjemmefra, når jeg ser kvinder kæmper for at opfylde behovene i deres familier. Da jeg giftede mig og blev hjemmegående selv, introducerede min svigermor mig til strikkede karklude, hun modtog fra sin fætter Claudia, bedre kendt som „Toockie“. Jeg blev meget hurtigt afhængig af disse „Toockies“ for at rense mit hjem, mine børn og min bil. Snart begyndte jeg at tænke alle skulle have disse fantastiske Toockies®, der arbejdede hårdt og varede i årevis. De var omkostningseffektive, fordi de ud udførte de engangs rengøringsmidler jeg brugte før og ikke behøvede at blive udskiftet hver uge. Jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg kunne starte en hjemmevirksomhed, med hjælp fra kvinder, der kunne bruge lidt ekstra penge i udviklingslandene som min mor gjorde.